Teater

Kussesumpen

I august 2017 havde forestillingen Kussesumpen premiere på Teatret ved Sorte Hest. Forestillingen er baseret på bloggen af samme navn, som jeg og nogle veninder har skrevet siden 2013. 

Forestillingen blev en stor succes: Alle forestillinger var udsolgt, folk stod i kø til uafhentede billetter og anmeldelserne var varme.

Billede fra forestillingen på Sorte Hest

Vi havde en kort genopsætning i forbindelse med CPH Stage i 2018, hvor alt også var udsolgt. Til marts spiller forestillingen endnu en omgang på Sorte Hest.

Pressen skrev:

»Kussesumpen er først og fremmest et virkeligt underholdende bud på et opgør med det herskende kvindeideal. Det er virkelig skønt, at der i en forestilling, der bryster sig af at være feministisk, ikke kun bliver skældt ud til højre og venstre og brokket over en mandsdomineret tilværelse. Her bliver der nemlig også peget indad. Vi får dermed ikke blot en lang liste over mænds fejlagtigheder, vi får også en liste, hvor pigerne selv tager stilling til de steder i livet, hvor kvinder ofte træder forkert i forhold til sig selv og deres omgivelser. Vigtigst af alt bliver alle temaerne behandlet med en god og kærlig omgang humor.«

Den 4. Væg, 8. August, 4 stjerner

»Tro nu ikke, at det her er en bande sextremistiske friblødere, der går til politisk frontalangreb, parate til at skære enhver neoliberal pik af »med en sløv brødkniv«. Kontante, lattervækkende og selvironiske, men uden de store perspektiver eller knæbøjninger for det LGBTQ-kønskorrekte, dyrker de det kropsnære og jagten på de uundværlige – og umulige – mænd«.

»Timingen er helt rigtig, side om side med kvindefodbold og hardcore fremtidsfeminister på kunstscenen i Aarhus samt twerkende sommerversioner af fjerdebølgefeminismen. Der har de senere år været en række femifremstød på teaterscenen med tophits som Mungo Parks ’Kvinde kend din krop’ og ’Hår på den’ af gruppen Frit Fald. Som nye og uprøvede stormer de fire yngstekusser nu frem på Sorte Hest. Godt gået!«

Monna Dithmer, Politiken, 14. August, 4 hjerter

»Spørgsmålet: “Så hvad synes I så om mig?” gentages som et ekko af den usikkerhed, der kan ramme mennesker i alle aldre, men som nok forekommer særligt hyppigt hos os unge. I den forbindelse fungerer Kussesumpen som en ventil i en trykkoger. Forestillingen er hylende morsom og fuld af kærlighed. Her er ingen hæmninger, og det gakkede og skøre og sjofle får frit løb. Stemningen i salen er ekstatisk, og vi kan som publikum sammen grine over livets skævheder.«

»Kussesumpen serverer tabuerne råt og usødet og med et komisk overskud af en anden verden. Forestillingen vil gøre dig let om hjertet. Til spørgsmålet “Hvad synes I så om mig?” må jeg bare sige; Vi kan rigtig godt li’ jer!«

Scenekanten, 5. August, 6 stjerner

»Alt i alt er ‘Kussesumpen’ et hyle morsomt og ikke helt politisk korrekt indspark i debatten om feminisme anno 2017. Det kan varmt anbefales til alle, der ikke bliver stødt af fire meget bramfri kvinder.«

Ungt teaterblod, 5. August, 5 stjerner